Om DRG  |  Kontakt  |  Nyheder  |  Faktaark  |   Log ind

ERC Kongressen 2018 i Bologna

26.09.2018

Dansk Råd for Genoplivning deltog i sidste uge i det Europæiske Råd for Genoplivnings årlige kongres i Bologna, Italien. Kongressen samlede 1300 internationale deltagere, herunder forskere, ph.d.-studerende, forhandlere og andre aktører indenfor genoplivningsområdet. Fra DRG deltog sekretariatschef Lisbet Schønau og projektmedarbejder Røskva Winthereig. Her er et par begivenheder fra kongressen.

Vidensdeling med europæiske råd for genoplivning, ERC
De nationale råd under ERC mødtes fredag formiddag for at udveksle erfaringer, ideer og aktiviteter. Det opdaterede kursussystem, CoSy var på dagsordenen og der var tilfredshed med de seneste justeringer i systemet. De nationale råd fra Belgien, England, Tyrkiet, Serbien og Egypten præsenterede deres kommende strategier og aktiviteter. På vegne af DRG præsenterede Lisbet Schønau DRG’s strategi for 2019-22. Deltagerne var især interesserede i rådets kommende aktiviteter på strokeområdet, som blev positivt modtaget.

Danskere blandt top 3 i CPR-competition
Hvert år afholder ERC en konkurrence i avanceret hjertelungeredning (CPR-competition). I år var Danmark repræsenteret ved to danske hold, Team Denmark og Danish EMS, der dystede mod 12 andre hold.

Team Denmark bestod af 5 læger og intensivsygeplejersker fra Aarhus, Randers, Herning og Odense og kvalificerede sig til finalen mod Østrig og Tyrkiet. I finalen skulle holdene håndtere et scenarie, hvor en 5-årig dreng var bragt ind på hospitalet uden vejrtrækning. Hvert hold skulle behandle og diagnosticere patienten i løbet af 25 min, imens tilskuerne så spændte på og dommere voterede indsatsen.

Vinderen af årets CPR-competition blev Østrig, og Team Denmark forblev i top 3 med flotte udtalelser fra dommerne om godt samarbejde og effektiv behandling.

Præsentation af Global Resuscitation Alliance
Kongressen gav anledning til at præsentere globale samarbejder på genoplivningsområdet. Freddy Lippert, direktør i Akutberedskabet i Region Hovedstaden og bestyrelsesmedlem i Dansk Råd for Genoplivning, præsenterede formålet med the Global Resuscitation Alliance på en session om lørdagen.

Global Resuscitation Alliance arbejder globalt for en højere overlevelse efter hjertestop. Organisationen har udgivet et program med 10 skridt til, hvordan akutberedskaber verden over kan forbedre behandlingen og øge overlevelsen efter hjertestop. Global Resuscitation Alliance var med-arrangør på det internationale møde om stroke på Utstein tidligere i år. Læs mere om mødet her.

Danske præsentationer
Til kongressen deltog også to ph.d-studerende fra Akutberedskabet i Region Hovedstaden. Linn Charlotte Andelius præsenterede en poster om hjerteløberprojektet og Lena Karlsson (billedet nedenfor) præsenterede en poster om hjertestarternetværket. Begge ph.d-studerende samarbejder med TrygFonden, der driver indsatserne.

ERC-kongressen på de sociale medier
DRG var til stede på de sociale medier under hele kongressen, og du kan finde alle opslag på vores Facebook og Twitter samt under hashtagget #ERC18.