Om DRG  |  Kontakt  |  Nyheder  |  Faktaark  |   Log ind

Bliv frivillig førstehjælper og træd til ved hjertestop

I hele Danmark kan du melde dig som frivillig førstehjælper og blive tilkaldt til at give hjertemassage eller hjertelungeredning og bruge en hjertestarter, hvis der er et 1-1-2-opkald om hjertestop i nærheden af dig. Der findes forskellige ordninger, som er gratis at deltage i, alt efter, hvilken region du befinder dig i:


Hjerteløberordningen i Region Hovedstaden og Region Midtjylland
Som hjerteløber melder du dig frivilligt til at løbe ud med en hjertestarter og yde livreddende førstehjælp, hvis 1-1-2 registrerer et hjertestop i nærheden af, hvor du befinder dig. Du tilmelder dig og modtager alarmer via TrygFonden Hjerteløber-appen.

Du kan registrere dig som hjerteløber, uanset hvor i Danmark, du bor, men du kan kun blive alarmeret til hjertestop i Region Hovedstaden og i Region Midtjylland. Vi anbefaler, at du har taget et førstehjælpskursus, før du tilmelder dig. Husk, at du skal være 18 år. Læs mere her.



Danmark Redder Liv i Region Sjælland og Region Syddanmark
Som frivillige førstehjælper melder du dig frivilligt til at løbe ud med en hjertestarter og yde livreddende førstehjælp, hvis 1-1-2 registrerer et hjertestop i nærheden af, hvor du befinder dig. Du tilmelder dig og modtager alarmer via Danmark Redder Liv-appen.

Har du en førstehjælpsfaglig uddannelse og arbejde eller et førstehjælpskursus, som er maksimum 2 år gammelt, kan du tilmelde dig direkte. Ellers kan du tilmelde dig et gratis førstehjælpskursus. Husk, at du skal være 18 år. Læs mere her.


1-1-2 akuthjælper og SMS hjertestop i Region Nordjylland
Som 1-1-2 akuthjælper bliver du uddannet til at varetage hjertestop, akut alvorlig sygdom og småskader med et 24 timers udvidet førstehjælpskursus. Du bliver tilknyttet et akuthjælperdistrikt, der har et akut-skab med udstyr, som du kan anvende. Læs mere her.

Hvis du er tilmeldt SMS hjertestopordningen, bliver du tilknyttet et lokalt korps af 15-25 frivillige, der aktiveres til hjertestop. De hjertestartere, der er tilgængelige i området, anvendes ved udkald. Den Præhospitale Virksomhed besøger alle SMS hjertestopordninger og underviser i hjertelungeredning og brug af en hjertestarter. Læs mere her.