Om DRG  |  Kontakt  |  Nyheder  |  Faktaark  |   Log ind

Etik og genoplivning

Dansk Råd for Genoplivning mener, at debatten om den svære og væsentlige problemstilling er vigtig og vil gerne bidrage til, at debatten så vidt muligt er baseret på den bedst tilgængelige viden og den gældende lovgivning. I debatten er det vigtigt at skelne mellem genoplivning efter hjertestop på hospitalet og genoplivning i det offentlige rum.

Genoplivning i det offentlige rum
Hvis en person falder om med hjertestop uden for hospital, f.eks. på gaden, har alle pligt til at træde til med genoplivning ifølge straffeloven.

Som førstehjælper kan man blive udsat for svære dilemmaer og overvejelser og det kan være godt at være  forberedt på at handle på baggrund af den bedst tilgængelige viden og den gældende lovgivning.

Læs om Førstehjælpere og genoplivning – nej tak , Juni 2018

Genoplivning af ældre
Den enkelte bør kunne beslutte, om man ønsker at blive genoplivet ved hjertestop, men i praksis er det kun er på plejecentre, at man kan
arbejde med en model, hvor den praktiserende læge i samråd med den ældre kan ordinere, at den ældre ikke skal genoplives i tilfælde af hjertestop. Det må aldrig være op til plejepersonale, tilfældige vidner, ambulancefolk eller den ældres familie at skulle tage stilling til, om genoplivning
skal igangsættes.

Læs om debatten omkring nej tak til genoplivning Juli 2016

Læs om den svære situation, hvor en læge vurderer at en borger ikke skal forsøges genoplives Januar 2017

Behandlingstestamentet
Alle danskere over 18 år kan nu give udtryk for, om man ønsker genoplivning og livsforlængende behandling, hvis man en dag er ude af stand til at udtrykke sine ønsker.

Behandlingstestamentet er et juridisk bindende dokument, som læger og pårørende skal respektere ved en eventuel behandling. Hvis man som patient er så svækket, at man ikke kan tage vare på sig selv, og man ikke har udfyldt et behandlingstestamente, vil lægerne som udgangspunkt arbejde for at holde en i live.

I behandlingstestamentet kan der stå, at man ikke ønsker livsforlængende behandling i tre specifikke situationer:

  • Hvis lægerne vurderer, at døden alligevel er nært forestående.
  • Hvis man bliver så svært invalideret, at man ikke længere kan klare sig selv hverken fysisk og mentalt.
  • Hvis man kommer i en tilstand, hvor de fysiske konsekvenser af sygdommen eller behandlingen er forbundet med meget alvorlige og stærke smerter.

Det bliver også muligt at bestemme, at ens pårørende har det sidste ord i forhold til en beslutning om fravalg af behandling som ikke-uafvendeligt døende patient. Men de pårørende får kun det sidste ord, hvis patienten udtrykkeligt har skrevet det i behandlingstestamentet.

Behandlingstestamentet udfyldes på Sundhed.dk og Styrelsen for Patientsikkerhed har udgivet en kort pjece om om det her.