Om DRG  |  Kontakt  |  Nyheder  |  Faktaark  |   Log ind

Stroke Kick Off i København

13.09.2018

Tirsdag den 11. september samlede Dansk Råd for Genoplivning vigtige aktører på stroke-området til at drøfte, hvordan man bedst samarbejder om, at flere danskere kender symptomerne på et stroke og ringer 1-1-2.

Landsdækkende stroke-kampagne
Deltagerne blev præsenteret for et igangværende forskningsprojekt på Århus Universitetshospital og Herlev hospital, der afdækker hvilke symptomer patienter og deres pårørende kender og har reageret på. Derudover blev det første udkast til budskaber, look and feel til kommunikationsplatformen for en landsdækkende, borgerrettet indsats præsenteret. Indsatsen skal hjælpe danskerne til at kende symptomerne på stroke og slå alarm i tide.

Blandt deltagerne var bl.a. repræsentanter fra Hjernesagen og Hjerneskadeforeningen, forskere fra Herlev Hospital og Aarhus Universitetshospital, udbydere af førstehjælpskurser og de regionale akutberedskaber.

Samarbejde mellem flere aktører
TrygFonden og Dansk Råd for Genoplivning står bag indsatsen der foreløbig er berammet til 5 år og ser frem til at samarbejde med aktørerne, som ligger inde med vigtig viden på stroke-området og god kontakt til vigtige målgrupper for indsatsen.

”Vi ser en kæmpe styrke i, at både patientforeninger, akutberedskaber, læger og førstehjælpsudbydere danner fælles front, så flere overlever stroke, der i dag rammer 12.000 danskere om året,” siger Lisbet Schønau, sekretariatschef i Dansk Råd for Genoplivning.

Udover at kampagnen vil oplyse danskerne om tegnene på stroke, vil den også rette sig mod de sundhedsprofessionelle, der ofte er de første til at vurdere tegnene på stroke, når en borger henvender sig.

Flere skal slå alarm ved stroke
Et stroke dækker over en blodprop eller en blødning i hjernen og stroke er i dag den 3. hyppigste dødsårsag i Danmark. Hurtig behandling af et stroke er afgørende for effektiv behandling. Derfor er det vigtigt, at danskerne alarmerer 1-1-2 så hurtigt som muligt ved symptom på stroke.

 

Til mødet deltog patientforeninger, forskere, udbydere af førstehjælpskurser og regionale akutberedskaber.

Ane Iversen, ph.d. fra Aarhus Universitetshospital og André Amtoft, ph.d. fra Herlev Hospital holder oplæg.