Hjertestarterdagen (hjertestarterdagen.dk) i Danmark arrangeres som en fælles indsats fra medlemsorganisationerne under Dansk Råd for Genoplivning (DRG) samt TrygFonden. Alle organisationer, patientforeninger og interesseorganisationer stiller frivillig arbejdskraft  til rådighed på dagen til oplysning om genoplivning samt for at lære danskerne hjertelungeredning og hjertestart.

Baggrunden for Hjertestarterdagen er, at der hvert år er ca. 400.000 personer i Europa der får et pludseligt hjertestop uden for hospital, og ca. 10 pct. overlever. Overlevelseschancen for mange tilsyneladende raske ofre for hjertestop er afhængig af, at forbipasserende kan iværksætte en hjertelungeredning eller foretage en hurtig defibrillering. Det har fået EU-Kommissionen til at opfordre medlemsstaterne til at indføre en europæisk uge for at øge bevidstheden om hjertestop og håndteringen af hjertestop hos den brede offentlighed, læger og sundhedspersonale.

I Danmark er det blevet til Hjertestarterdagen den 16. oktober – en dag, der skal  få flere danskere til at lære hjertelungeredning og hjertestart, så flere fremover kan overleve hjertestop uden for hospital i Danmark. I år vil overskriften være “Kids save lives”.