Digitalt foredrag: Guidelines 2021 – Førstehjælp

Det Europæiske Råd for Genoplivning offentliggjorde i marts 2021 nye, opdaterede guidelines om genoplivning og førstehjælp. Dansk Råd for Genoplivning har oversat udvalgte kapitler og materialer til dansk, og præsenterer i samarbejde med Dansk Førstehjælpsråd to digitale foredrag med de nye anbefalinger om basal genoplivning og førstehjælp og den praktiske implementering.

Til foredraget om førstehjælp gennemgår læge og formand for DRG’s styregruppe for PBLS-kurser, Niklas Breindahl, de opdaterede anbefalinger for udvalgte områder indenfor førstehjælp: stabilt sideleje, hedeslag, forbrænding, ydre blødning og stroke. I anden del af foredraget giver instruktørtræner Stefan Koust eksempler på, hvordan anbefalingerne vedrørende stroke implementeres i den praktiske undervisning gennem Dansk Førstehjælpsråd.

Moderator er Asger Granfeldt, lektor og afdelingslæge, Aarhus Universitet

Foredraget er målrettet instruktører på genoplivnings- og førstehjælpskurser samt andre med interesse for genoplivning og førstehjælp. Der vil være tid til at stille spørgsmål.

Du kan også se professor og forskningschef, Fredrik Folke, og formand for uddannelsesudvalget i Dansk Førstehjælpsråd, Teis Krag, præsentere de nye anbefalinger vedrørende basal genoplivning. Se det digitale foredrag fra 19. april 2021 her.

Det Europæiske Råd for Genoplivning udgiver hvert femte år nye evidensbaserede anvisninger til, hvordan genoplivning bør praktiseres, og hvordan undervisning bør foregå. Dansk Råd for Genoplivning er det nationale råd under ERC og udarbejder en dansk, lægefaglig oversættelse af de europæiske guidelines.

Se foredraget fra den 27. april her

Del:

Seneste nyheder