Se det digitale foredrag her, som blev afholdt den 11. marts 2021.
Hvordan behandler man bedst børn med hjertestop på hospitalet?
Kasper Glerup Lauridsen er læge og ph.d. ved Aarhus Universitet og ønsker at besvare netop dette spørgsmål med sin forskning. Der findes i dag kun begrænset viden om genoplivning af børn, og man går i høj grad ud fra, at mekanismerne ved genoplivning er de samme ved børn som ved voksne.
Kasper Glerup Lauridsens forskning, som er det første af sin slags, viser en sammenhæng mellem pauser i hjertestopmassagen og overlevelse efter hjertestop hos børn. Jo længere pauser under genoplivning, jo lavere er sandsynligheden for at overleve. Derfor skal pauserne imellem de forskellige behandlinger på hospitalet – fx intubering, måling af hjerterytme og puls, ultralydsscanninger og afgivelse af stød – være så korte som muligt.
Til foredraget kan du høre Kasper Glerup Lauridsen fortælle om sit studie og hvilken forskel det potentielt kan gøre i den fremtidige behandling af børn med hjertestop. Kasper Glerup Lauridsen fik i november stor international anerkendelse for sin forskning ved den årlige kongres om genoplivning i USA.
Nyt om genoplivning på 30 min er en række foredrag om den nyeste viden og aktiviteter på genoplivningsområdet lavet af Dansk Råd for Genoplivning i samarbejde med TrygFonden