Vidne til hjertestop

Det kan være en voldsom oplevelse at være vidne til et hjertestop, og det er naturligt at have mange tanker om forløbet. Det er vigtigt at acceptere, at du har gjort, hvad du kunne. 

Hvad er der sket?
Det er en god idé at tale forløbet igennem med andre, der var til stede eller venner og familie, når du har været vidne til et hjertestop. Det er vigtigt, at du accepterer, at du har gjort, hvad du kunne. 

Måske var du med til at ringe 1-1-2, give hjertelungeredning eller hente en hjertestarter. Du kan blive i tvivl, om du har gjort det rigtigt, men ved hjertestop kan du ikke gøre noget forkert – al hjælp er livsvigtig.

Du kan ikke få viden om det videre forløb for personen med hjertestop, fordi der er strenge regler om at beskytte persondata. I nogle tilfælde kan borgeren ikke reddes, men selv da kan det betyde meget for de pårørende, at du og andre har forsøgt genoplivning.

Brug for hjælp?

Hvis du ikke kan lægge oplevelsen fra dig, bliver ved med at være trist, har problemer med søvn eller lignende, bør du søge professionel hjælp.

  • Du kan kontakte din læge for at få en samtale
  • Få en henvisning til en psykolog (støttes af flere forsikringer)
  • Du kan ringe på Hjerteforeningens Hjertelinje: 70 25 00 00, hvor du kan tale med en sygeplejerske eller en psykolog om hændelsen