Pit Crew Modellen er et nationalt princip for samarbejde ved hjertestop udenfor hospital i Danmark. Pit Crew er et begreb, der anvendes til at beskrive et optimeret og koreograferet samarbejde med henblik på at yde en effektiv genoplivningsindsats.
Modellen indeholder en zone-inddeling omkring patienten, hvor hver zone indeholder en række prioriterede opgaver. Antallet af zoner, der kan besættes, udvides i takt med, der tilgår flere ressourcer til behandlingen. Princippet kan siges at anvende en 4x4x4 tilgang; 4 zoner med hver 4 opgaver, som optimalt udføres af mindst 4 personer.
Pit Crew Modellen er udarbejdet af Dansk Råd for Genoplivning, repræsentanter fra de fem præhospitale organisationer, Hovedstadens Beredskab og Falck. Modellen blev godkendt af de præhospitale direktioner i oktober 2021 og revideres årligt. Pit Crew Modellen er en udspringer af Resuscitation Academy, Denmark.