Relevante apps ved hjertestop

Der findes flere apps, der kan være relevante ved hjertestop og kan gøre det lettere for dig at hjælpe, hvis du ser en person falde om med hjertestop.

1-1-2 app
Hvis du har brug for at tilkalde en ambulance, kan du aktivere 1-1-2 app’en og via denne ringe til alarmcentralen. Samtidig med opkaldet sender app’en mobilens GPS-koordinater til alarmcentralen, som med det samme kan se, hvorfra opkaldet kommer og sende hjælpen af sted. App’en skal være med til at sikre, at hjælpen når hurtigere frem i tilfælde af, at du ikke kan oplyse den præcise adresse, hvor personen med hjertestop befinder sig. 1-1-2 app’en er udviklet i et samarbejde mellem Rigspolitiet, Københavns Brandvæsen, Geodatastyrelsen og Intergraph, og den er finansieret af TrygFonden. App’en er tilgængelig i en iPhone- og en Android-version og kan downloades gratis i Apples App Store eller på Google Play. Læs mere om hvordan du installerer og bruger 1-1-2 app’en.

TrygFondens Hjertestarter-app
TrygFondens Hjertestarter-app viser placeringen af alle hjertestartere, som er registreret på hjertestarter.dk. Her kan du på forhånd orientere dig om, hvor den nærmeste hjertestarter hænger, hvis det senere skulle blive aktuelt i en akut situation. I en akut situation skal du altid ringe 1-1-2, som vil henvise til den nærmeste hjertestarter. App’en er udviklet på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og finansieret af TrygFonden. 

Regionernes akuthjælp-app
Akuthjælp-app’en giver et overblik over de akuttilbud, der er tættest på dig via gps-funktionen. Der er endvidere mulighed for at ringe direkte op fra app’en til lægevagten, tandlæge- og tandskadevagten, kiropraktorvagten, psykiatrisk skadestue og vagtapotekerne.