Undervisning i genoplivning
I Danmark er det lovpligtigt for skolerne at undervise eleverne i livreddende førstehjælp, men en undersøgelse har vist, at det kun er godt halvdelen af skolerne, som gør det. Dansk Råd for Genoplivning har i 2023 modtaget en bevilling fra A.P. Møller Fonden til at udvikle et nyt undervisningskoncept for elever på 6.-8. klassetrin, som skal gøre det nemt for lærere og skoler at komme i gang med undervisningen i livreddende førstehjælp ved både hjertestop og stroke (blodprop og blødning i hjernen).
HjerneHjerteHjælp
Du kan læse mere om projektet på www.hjernehjertehjaelp.dk. Her kan du også gratis downloade undervisningsmaterialer og -forløb, der kan bruges direkte i undervisningen eller kobles til andre fag. For skoler med 6.-8. årgang er det desuden muligt at bestille materialepakker med genoplivningsdukker og tilmelde sig kurser med fokus på livreddende førstehjælp, stroke og præsentation af undervisningsmaterialer
Anbefalinger om undervisning i genoplivning
Det Europæiske Råd for Genoplivning, ERC anbefaler, at alle WHO’s medlemslande gør undervisning i hjertelungeredning obligatorisk for skolebørn. I erklæringen ‘Kids Save Lives‘ anbefales to timers undervisning i hjertelungeredning årligt fra 12-års alderen i alle skoler i verden.
Dansk Råd for Genoplivning støtter op om denne anbefaling, som kan bidrage til at øge overlevelsen efter pludseligt hjertestop uden for hospital.
Dansk Råd for Genoplivning hører altid gerne fra dig, der arbejder med førstehjælp, livredning og stroke i folkeskolen. Du kan kontakte os på info@hjernehjertehjaelp.dk eller telefon 60 78 64 60.